Samtale mellem Erik Næser Bertelsen & Jenny Larsen


Dagens podcastgæst på FCMR er frederikshavner. Hans navn er Erik Næser Bertelsen, og studievært er Jenny Larsen.
Erik Næser startede firmaet “Musikkøbmanden”, hvor han holdt styr på jobs for en del musikere og bands.
– Jeg er født og opvokset i Frederikshavn. Det hele startede i det dengang berygtede kvarter på Borgmester Hassings Vej, hvorefter familien flyttede til Nordbyen. Jeg mistede mine forældre for omkring tre år siden, og jeg kan se tilbage på en fantastisk barndom, hvor mor og mig skrålede, mens far spillede på harmonika.
Jeg har en søster der er 12 år ældre end mig, så det var et fantastisk hjem, at være barn i. Da jeg var seks år blev min søster gift, og jeg tilbragte megen tid hus dem, hvor min svoger og jeg havde en fantastisk tid sammen. Han lærte mig at stå på skøjter og ski, så han virkede næsten som en bror for mig.
Jeg gik på Fladstrand Skole, og da jeg nåede konfirmationsalderen, skulle en kammerats forældre have sølvbryllup, og de skulle bruge musik. Men musikeren, som de havde engageret ville gerne have lidt hjælp, så det blev mig, og det blev fantastisk, så efter den aften blev vi enige om at gå sammen i musikkens tegn. Hans navn var Erland, og kom fra Kvissel.
Vi havde så travlt, og da vi selv havde det sjovt når vi var ude og spille, smittede det af på publikum. Senere kom jeg med i et band, som hed “Beef”. Vi var fire, og vi øvede på Fladstrand Skole, men senere henvendte jeg mig hos en impresario ved navn Per Juul, der havde kontor i Søndergade, men betingelsen for at få jobs var, at jeg skulle være medlem af Dansk Musiker Forbund.
Få dage efter ringede Per Juul og tilbød mig et job samme aften. Problemet var om jeg kunne levere underholdning i tre timer, men det kunne jeg, og jeg blev spurgt om jeg ville komme igen, men samarbejdet med Erland fortsatte, og det bevirkede blandt andet et engagement hos Ørskov på havnen.
Hvad der videre sker for Erik Næser kan du høre i denne samtale.

Afspil