Interview med den lokale kunstner Steen Karlsen


Steen Karlsen er født i Frederikshavn i 1960. Han er gift med Gilda og sammen har de sønnen Frederik. Steen er endvidere stedfar til Sonny, Camilla og Ditte.
Steen Karlsen er uddannet på Frederikshavns Værft A/S i 1981 som skibsbygger, og kom et års tid på tegnestue hos Ørskov Stålskibsværft, hvor han arbejdede indtil februar 2003.
De 23 års beskæftigelse med skibstegning og værftsindustri har sammen med naturen og livet omkring Frederikshavn også inspireret Steen til sin nuværende metier som kunstmaler.
Steen Karlsen har malet og tegnet hele hans liv. Men i 1999 tog Steen springet og udstillede for første gang offentligt, et stort spring for den generte og private kunstmaler. I dag lever han af sin hobby med stor støtte fra familien, og der har været kendte og store personligheder fra hele verden i kundekredsen. Hvem kan du høre om i portrætudsendelsen.
Steen Karlsen har tidligere været aktiv med salg af andres værker, men satser fremover kun på, at promovere sine egne og sønnens billeder.
– “Jeg kan bedst li’ at være alene når jeg maler, så jeg kan fordybe mig” siger han, og i udsendelsen fortæller han også om sin opvækst og ungdom i fødebyen Frederikshavn, hvor han voksede op sammen med sin storebror og lillesøster, og om sine drømme om fremtiden. Udsendelsen er produceret af Gitte Hansen for FCMR

Afspil