Ugens Podcastgæst er Henny Nejst, en årgang 1939, og blev født mens familien boede på Plantagevej i Frederikshavn. Efter få år flyttede de til et nybygget kvarter på Borgmester Hassings Vej, som blev færdigbygget under krigen.
Hun er ud af en arbejderfamilie hvor faren var maskinarbejder, og moren gjorde rent, og senere fik job på fiskefabrik.
Henny Neist havde to mindre brødre, født i 1941 og 1943, så de var tre børn i en lejlighed hvor der var to rum, et køkken og et lille toilet.
Henny kan tydelig huske krigens tid, da de boede øverst i blokken hvor de kunne se flyene komme ind over byen, og sirenerne lød. Så gik det stærkt med at komme i kælderen, og hun havde en angst, som hun aldrig glemmer. De gik først op når sirenerne igen havde lydt. Men for de fleste flys vedkommende var de på vej til Norge.
Hun husker dog tyskerne som soldater, der holdt sig bag et pigtrådshegn, så de havde nærmest ingen kontakt med dem. I en nærliggende gade, Asylgade, var der træbarakker for dårligt stillede familier. Henny syntes, at det var meget uhumsk dernede, men trods alt var det spændende at komme derned for at lege med børnene.
Senere kom hun til at arbejde på et plejehjem, og der kunne en beboer, fortælle, at der boede 120 børn på Borgmester Hassings Vej. Altid var der andre børn at lege med. Senere fik vi cykler, som vi så brugte til ture i området omkring Frederikshavn. Det brugte de megen tid med, men de skulle nok finde hjem når maden kom på bordet.
Hennys første syv år i skolen foregik på Ørnevejens Skole, inden hun blev ansat som ung pige i huset, hvor lønnen var 75 kroner om måneden. Begge brødre kom i lære som maskinarbejdere, men ingen af os gav noget for at bo derhjemme. Senere blev hun ansat på Findus som lå på havnen, og det var til en timeløn på 2 kroner og 30 ører.
Som 18-årig mødte hun sin kommende mand, og de fik to børn og blev gift. Betingelse for at få en lejlighed dengang var, at man var gift. Henny fortsatte med at arbejde på Findus, mens hendes mand var med til at bygge blokkene på Hånbækvej. Efter nogle år fik parret en efternøler.
Hør hele Henny Neist’s historie om en arbejderfamilie i Frederikshavn. Tilrettelæggelse Jenny Larsen
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download
Abonner: Apple Podcasts | Google Podcasts | Spotify | Stitcher | E-mail | TuneIn | RSS