Interview med journalist Hans Christensen

Journalist Hans Christensen fortæller i denne podcast om arbejdet med Strandby Fiskerihavns jubilæumsbog og hans relationer til Strandby
Sidst i september 2021 udkom bogen ”Strandby Fiskerihavn – Jubilæumsbog 125 år”, skrevet af journalist Hans Christensen, der har skrevet flere bøger om Strandby.
Hvordan har du det ved udgivelsen af en ny bog?
– Det er en kæmpe lettelse og en stor ære. Det er et stort arbejde, som har taget godt et halvt år. Det hele startede med, at jeg efterlyste fotos og arkivmateriale, og heldigvis ville mange lokale være med. Havnen havde også et stort arkivmateriale, blandt andet forhandlingsprotokoller helt tilbage til 1896, og jeg fik stor hjælp fra Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv og Nordjyllands Kystmuseum, fortæller Hans Christensen.
Hvorfra kom ideen til bogen?
– Claus Hjørne Pedersen, der er formand for Havnen og Strandby Fiskeriforening, kontaktede mig og spurgte om jeg ville være med til at lave en jubilæumsbog, og jeg er meget glad og lettet over resultatet.
– Jeg startede med at tage ud på Havnekontoret og havde fire store papkasser med hjem, hvor jeg satte to plader i spisebordet og indrettede det til arbejdsbord. Joh, det er et kæmpearbejde at vælge ud, hvad der skal med, og hvad der ikke skal med. Der har været mange overvejelser ind over og mange samtaler med havnens folk.
Du har selv mange familiære relationer med Strandby og havnen. Mange i familien lever stadig af havets muligheder. Hvad er det første du selv husker fra Strandby?
– Mine oldeforældre på min fars side, Marie og Chresten Ingeborg, der boede på Tvillingsvej tæt på havnen. Dem kan jeg huske, at vi besøgte mens jeg var en knægt på fire-fem år. Det er noget af det første jeg kan huske, fortæller Hans Christensen.
Du er selv født i Strandby.
– Ja, på Søndervej hvor vi boede de første fem år i en lille lejlighed, hvorefter vi flyttede op på Strandvej 24, hvor mine forældre byggede hus. Min far var fisker, akkurat som hans slægt var det tre til fire generationer tilbage.
Vi var tre drenge og selvfølgelig skulle vi prøve turen på havet. Jeg prøvede det een gang hvert år i skolernes sommerferie, men jeg blev frygtelig søsyg og var syg i flere dage, så det var ikke den vej jeg skulle, siger Hans Christensen.
Jubilæumsbogen om Strandby Havn tager læserne med på en rejse gennem alle årene og Hans uddyber i snakken her, den spændende historie fra bogen.

Tilrettelagt og redigeret af Gitte Hansen for FCMR

Afspil