Interview med Ib Grønbech


Hvorfor må jeg ik’ få Beatles-hår?
Ugens podcast gæst er den velkendte nordjyske sanger og sangskriver Ib Grønbech
Mange vil måske sammenligne ham med Niels Hausgaard, men hvad han selv mener om den parallel, det kan du høre i udsendelsen.
Ib Grønbech blev født i 1955 og fik det borgerlige navn, Ib Jensen. I udsendelsen fortæller han om baggrunden for sit skifte til Grønbech. Hjembyen var Løkken og indtægterne fordelte sig på faderen, der fiskede, og moderen, der var hjemmegående med et bierhverv som gardinsyerske.
Ib har en storebror og en lillesøster, og betegner hjemmet som et stille og roligt sted. De første år på kommuneskolen i Løkken var ikke gode år at tænke tilbage på. Familien flyttede i 1965 til Hirtshals, men der gik nogle få år inden han faldt til.
Han kunne mærke, at han havde “en spillemand i maven”, og han blev medlem af et skole- og spejderorkester. Arbejdsmæssigt fik han arbejde på et røgeri i byen, og i november 1976 blev han soldat ved flyvevåbenet i Aalborg. Efter soldatertiden blev han ansat hos LJ Music i Hjørring, i et drømmejob som tekniker.
Hvad musikken, familien og en kronisk sygdom derefter kommer til at betyde for ham, kan man høre når han er gæst i podcast udsendelsen på FCMR, hvor den lune Vendelbo med underspillet humor også deler ud af historien bag sin succes.

Afspil